Samfundsansvar ses på bundlinjen
Af konsulent Merete Kabel, Mannov
Kommunikation om samfundsansvar er vanskeligt, fordi der er indbygget dilemmaer mellem at drive forretning og være ansvarlig. For Novo Nordisk er løsningen den tredobbelte bundlinje og et vedvarende arbejde med at lytte til omgivelserne. For jo, samfundsansvar er en god forretning.
Den tredobbelte bundlinje har gjort Novo Nordisk kendt som en virksomhed, der sammentænker indtjening, miljø og socialt ansvar. Det gavner forretningen, og det er ikke noget nyt. Samfundsansvar har været en integreret del af strategien, siden virksomheden blev etableret i 1923, og de var blandt de første danske virksomheder med en miljøpolitik og til at udgive miljørapporter. Til DKFs konference om virksomhedernes frivillige ansvar fortalte koncerndirektør Lise Kingo om arbejdet med at fylde indhold på den tredobbelte bundlinje. Når virksomheder frivilligt udviser samfundsansvar, sætter det ifølge Lise Kingo gang i en dominoeffekt, som ender med et positivt resultat på bundlinjen. En ansvarlig virksomhed skaber tillid i omverdenen, og det giver et godt omdømme, som skaber engagement blandt medarbejderne og kundeloyalitet. Det fremmer innovation og resulterer i bedre produkter, som øger indtjeningen og giver gode aktiekurser. Det lyder simpelt – men det er det ikke. Vil man gøre Novo Nordisk kunsten efter, er anbefalingerne fra Lise Kingo blandt andet at følge med i stakeholdernes interesser, for deres kritiske spørgsmål har stor værdi. For Novo Nordisk betyder det, at der hele tiden kommer nye temaer på bordet, som bliver vurderet i forhold til, om de skal integreres i forretningsstrategien. Det er også en god idé at lære af de kriser, som virksomheden har været igennem. I 1970’erne blev Novo Nordisk fx udfordret på arbejdsmiljø og sikkerhed, og i 2001 kom sagen om AIDS-medicin i Sydafrika, hvor Novo Nordisks holdning til social retfærdighed og økonomisk vækst blev sat på prøve. Begge dele var øjenåbnere og lærte virksomheden at tage fat i dilemmaerne og kommunikere bedre om dem efterfølgende. I jagten på at udvise samfundsansvar er det værd at huske på, at det ikke kun handler om at give til samfund. Det skal også være en fornuftig investering for virksomheden og passe til værdierne. Da Novo Nordisk gik over til vindenergi, gjorde de ikke kun miljøet en tjeneste – de sparer også adskillige millioner hvert år, så investeringen tjener sig selv ind på relativ kort tid.







